Det åbne land

Kommunerne har ansvaret for at varetage naturbeskyttelsesinteresser og bevaringsværdier i det åbne land, som bl.a. omfatter natur, de økologiske forbindelser, landskab, kulturhistorie og geologi og samtidigt sikre udviklingen af kommunen gennem den fysiske planlægning.

Kommuneplanen skal således være med til at skabe rammerne for en bæredygtig udvikling og en samlet koordinering og afvejning mellem benyttelsen og beskyttelsen af interesserne i det åbne land.

De primære benyttelsesinteresser i det åbne land er jordbrug og skovbrug, som dækker omkring 75% af kommunens areal. Svendborg Kommune ønsker at have et mangfoldigt jordbrug med plads til alle produktionsgrene og med en betydende primærproduktion og en høj grad af lokal forarbejdning.

Svendborg Kommune rummer også et varieret landskab af høj kvalitet med en rigdom af natur og kulturhistorie. Naturværdierne er sammen med vores kulturværdier med til at løfte os, give glæde og stolthed og understøtter det gode liv. Undersøgelser har vist, at naturen er godt for sundheden både forebyggende og helbredende, og at kvaliteten af naturen har betydning. Turister efterspørger også natur og oplevelser med historie. Der er et stort potentiale i at skabe vækst og arbejdspladser indenfor turisme på Sydfyn, specielt inden for det maritime, aktiv ferie, det kulinariske og naturturisme.

En ny grøn-blå landskabsstruktur danner grundlaget for kommunens overordnede udviklingsstrategi for det åbne land.

 
Status

Vedtaget den 17. december 2013.

Se byrådets referat.

Ændring ift. Kommuneplan 2009

Temaet er nyt.

På baggrund af en ny landskabskarakteranalyse, der er udført af Niras, er beskrevet en ny grøn-blå landskabsstruktur, som danner grundlaget for kommunens overordnede udviklingsstrategi for det åbne land.

 


Svendborg Kommune | Ramsherred 5, 5700 Svendborg, Telefon 62233000, svendborg@svendborg.dk