Kommuneplan 2009

Retningslinjer

Lovgrundlag

Retningslinjer for sikring af de geologiske bevaringsværdier er fastsat i medfør af Planlovens § 11a, stk.1.

Områder med særlig geologisk værdi fremgår af kortet.

Særlige geologiske interesser ved Stenstrup - Egebjerg 

  • I det udpegede område kan vejanlæg, vindmøller, bebyggelse, skovrejsning og lignende kun finde sted, såfremt Snarup Bakker, Stenstrup Issø, Egebjerg Bakker, Syltemade Ådal og Egense Ås og deres indbyrdes overgange og sammenhænge ikke sløres eller ødelægges i væsentligt omfang. En visualisering af byggeriet, dets placering og forhold til det omgivende landskab og geologi, herunder højde, volumen og indplacering i landskabet, skal ligge til grund for en eventuel tilladelse.
  • I Snarup Bakker kan der ikke gives tilladelse til lergravning på de videnskabelig interessante bakker.
  • Ved meddelelse af tilladelse til råstofgravning skal det sikres, at råstofgravningen ikke medfører en sløring af de nævnte landskabsformer. Dette kan f.eks. ske ved vilkår om efterbehandling. Frasorteret materiale må efter endt råstofindvinding ikke efterlades som markante bakker. 

Særlige geologiske interesser ved Åhuse og Det Sydfynske Øhav

  • Ved Åhuse og i Det Sydfynske Øhav bør de naturlige kystdynamiske processer have mulighed for at forløbe uhindret, så den naturlige balance mellem erosion og pålejring opretholdes. Der bør således ikke ske indgreb i strandområderne og disse bør holdes åbne.
  • Der kan dog gives tilladelse til anlægsarbejder, i det omfang disse er væsentlige for de små øsamfund i Det Sydfynske Øhav. 

Særlige geologiske interesser ved Gudbjerg, Klintholm Kalkgrave samt Lundeborg og Knarreborg Mølle

  • Svendborg Kommune vil arbejde for, at de geologiske profiler er tilgængelige, og at det til enhver tid vil være muligt at oprense et profil med håndkraft, således at forskere, studerende, og offentligheden har mulighed for at studere aflejringerne.
  • Ved Klintholm skal oprensningen ske under hensyn til de naturmæssige interesser i området.

Særlige geologiske interesser ved Dammestenen

  • Der må ikke plantes eller bygges inden for det særlige geologiske område.

Efterbehandling af råstofgrave

  • Efter endt råstofindvinding bør råstofgrave som hovedregel efterbehandles til naturformål og rekreative formål, ud fra en konkret afvejning i forhold til jordbrugsinteresser. Hvor råstofindvinding efterlader geologisk interessante profiler søges disse bevaret.

 

 
Status

Vedtaget den 17. december 2013.

Se byrådets referat.

Ændring ift. Kommuneplan 2009

Afsnittet er justeret.

Udpegningen er suppleret med øerne i Det Sydfynske Øhav i overensstemmelse med statens kortlægning. Der er medtaget mål og retningslinjer for efterbehandling af råstofgrave til natur- og rekreative formål.

Region Syddanmark har vedtaget Råstofplan 2012. Kommuneplanens forhold til råstofplanen er beskrevet. Her ud over er foretaget mindre justeringer af sproglig karakter.