Kommuneplan 2009

Store husdyrbrug

Strukturudviklingen går i retning af stadigt større og mere intensive brug, især inden for svineproduktion. Lovgivningen har ingen øvre grænse for størrelsen i husdyrholdet, og der kan etableres jordløse brug.

De store investeringer medfører, at landbruget har et voksende behov for investeringssikkerhed. Samtidig påvirker de store brug omgivelserne mere, hvilket stiller større krav til placering i forhold til omgivelserne.

I kommuneplanen skal planlægges for, hvor der i fremtiden mest hensigtsmæssigt kan placeres store husdyrbrug med mere end 500 dyreenheder (DE). Det er områder, hvor beliggenheden kan understøtte virksomhedens størrelse og udvikling. Der kan også være tale om udflytning af produktionen til en ny placering også kaldet barmarksprojekter.

Dyreenheder

Dyreenhed (DE): Enhed, der anvendes ved opgørelsen af en husdyrbestands størrelse ud fra dyrenes produktion af kvælstof i gødningen. En DE svarer til 100 kg kvælstof/år, og svarer til lidt under en malkeko eller 36 slagtesvin. 500 DE svarer således til en årsproduktion på 18.000 slagtesvin.

Husdyrbrug større end 15 DE skal have en særlig tilladelse og husdyrbrug større end 75 DE skal have en egentlig miljøgodkendelse, før de må etableres, udvides eller ændres.

Formålet med planlægningen er at sikre landbrugets udviklingsmuligheder (investeringssikkerhed og forudsigelighed) og samtidigt forebygge konflikter til naboer samt tage hensyn til landskabs-, natur- og miljøinteresser. Det er også et formål at sikre en hensigtsmæssig placering af de store husdyrbrug i forhold til infrastrukturen (det offentlige vejnet og biogasanlæg).

Der er tale om en positiv planlægning, som ikke begrænser jordbruget uden for udpegningen, men sikrer, at arealer til lokalisering af store husdyrbrug i størst muligt omfang friholdes for andre aktiviteter, der kan give begrænsninger for husdyrbrug.

Reguleringen af husdyrbrug er den samme, uanset om husdyrbruget ligger inden for eller uden for de udpegede områder. Alle konkrete hensyn varetages fortsat i enkeltsagsbehandlingen. Således er der med udpegningen af lokaliseringsområder til store husdyrbrug ikke på forhånd taget stilling til den nødvendige enkeltsagsbehandling efter bl.a. miljø-, natur- og byggelovgivningen. Inden for det udpegede område vil der således kunne meddeles afslag til et projekt eller f.eks. stilles krav om tilpasning af byggeri til omgivelserne.

Incitamentet for at placere store husdyrbrug inden for de udpegede områder vil være udviklingsmuligheder og større investeringssikkerhed i og med at andre aktiviteter begrænses.

Planlægning for områder til store husdyrbrug og planlægning for fælles biogasanlæg er nye obligatoriske kommuneplanopgaver som følge af Lov om Grøn Vækst (vedtaget i 2011).

 
Status

Vedtaget den 17. december 2013.

Se byrådets referat.

Ændring ift. Kommuneplan 2009

Afsnittet er nyt. Planlægning for store husdyrburg er nyt emne i planlovens kommuneplankatalog (§11a).

Der er medtaget mål, strategi og indsatser samt udpegning af "arealer til lokalisering af driftsbygninger og driftsanlæg på store husdyrbrug" med tilhørende retningslinjer.