AFLYST
Kommuneplan 2009

Klima

De bedste bud videnskaben har på effekterne af de igangværende klimaændringer er, at Danmark får ændrede vejrforhold i retning af kraftigere nedbør, mere blæst, højere gennemsnitstemperaturer og stigende vandstand i havet. FNs klimapanel pegede i 2007 (IPCC´s 4. rapport) på, at man i løbet af dette århundrede kan forvente en gennemsnitlig temperaturstigning på mellem 1 og 3 grader. DMI og Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser (GEUS) vurderer, at vandstanden i havet vil stige mellem 0,2 og 1,4 m i dette århundrede. På www.klimatilpasning.dk kan man læse mere om de forskellige klimascenarier, og de ting vi kan gøre for at imødegå klimaændringerne.

Der er en vis usikkerhed omkring, hvad klimaændringerne vil betyde for Svendborg Kommune. I første omgang betyder skybrud og tøbrud, at vandløb og kloakledninger ikke kan lede de store vandmængder væk hurtigt nok. Skybrud viser en tendens til at blive kraftigere, og ske oftere. Der er ikke én løsning på dette problem. Vi skal formentlig både bygge større rør og samtidig blive bedre til at forsinke vandmasserne, inden de oversvømmer følsomme områder.

Samtidig medfører det stigende havniveau, at kommunens lave arealer er i større risiko for at blive oversvømmet ved stormflod. Her skal vi altså enten lade være med at indrette os, eller sikre os med diger o.lign. Når vi sikrer os med diger skaber vi samtidig lave områder, hvor overfladevand fra baglandet kan samle sig.

Klimaet bliver varmere og vækstsæsonen bliver længere, hvilket kan være til fordel for både landbrug og energiforbrug til opvarmning.

Vi begynder dermed at få en vis ide om, hvilke fordele og ulemper klimaændringerne vil få for kommunen på både kort og lang sigt (50 år og mere).

Selvom der er stor usikkerhed, er det vigtigt, at kommunen forbereder sig bedst muligt, for at imødegå konsekvenserne af klimaændringerne.

 
Status

Vedtaget den 17. december 2013.

Se byrådets referat.

Ændring ift. Kommuneplan 2009

Temaet er justeret i overensstemmelse med nyt krav om planlægning i relation til oversvømmelsesrisiko og opdateret ud fra ny viden.

Målene er konkretiseret, og der er medtaget nye retningslinjer for oversvømmelsessikring af bebyggelser i forbindelse med lokalplaner. 

Temaet revideres senere som et "Klima-tillæg" til kommuneplanen bl.a. på baggrund af en ny Klima- og energipolitik. Den lovfæstede Klimatilpasningsplan vil indgå.