Kommuneplan 2009

Infrastrukturpolitik

Svendborg Kommune ønsker at udvikle sig med respekt for de værdier og den særlige kultur og historie, der knytter sig til den sydfynske egn. Vi har et stort ansvar for at forvalte den fælles natur og kulturarv på bedst mulig vis til de næste generationer af borgere i Svendborg Kommune. Cittaslow lægger op til en udvikling, hvor tidens udfordringer mødes med en særlig opmærksomhed på kvalitet i tilværelsen - hvordan vi får de bedste, moderne, teknologiske løsninger med afsæt i lokale traditioner, særpræg eller historie.  

For at kunne udnytte potentialet er det vigtigt at kende værdierne samt skabe et solidt grundlag for at træffe kvalificerede beslutninger om de langsigtede omdannelsesprocesser. På den måde kan vi sikre at vores historie og identitet ikke går tabt - det gælder f. eks ved omdannelsen af Svendborg havn fra en gammel industrihavn til en ny aktiv bydel såvel som ved bevaring af fortidsminder eller et særligt kulturlandskab.   

Svendborg havn er af Kulturstyrelsen udpeget til særlig bevaringsværdig Kulturarvshavn, og ved at inddrage kulturarven som ressource i fremtidens omdannelse af f.eks de bynære havnearealer styrkes den langsigtede udvikling og områdernes forankring i rum og tid. Set udefra har Svendborg Kommune en forhistorisk kulturarv, som for et par områders vedkommende (Gudme og Lundeborg) kan betegnes som nationalt enestående. For hele kommunen gælder, at der ved herregårde, kyststeder og skolemiljøer er bevaret værdifulde, sammenhængende kulturmiljøer af stor bevaringsværdi. I kommuneplanen kan du her finde mere information om den fælles kulturarv og særlige bevaringsværdige bygninger og kulturmiljøer.    

De seneste års erkendelse af en sammenhæng mellem klimaproblemer og vores transportadfærd har betydet, at der er et stigende fokus på trafik og mobilitet. Der ønskes alternativer til bilen, der kan være med til at ændre vores transportadfærd. 

En udfordringer for fremtidens kollektive trafik ligger i organiseringen, hvor sammenhængende net, køreplaner og lette omstigningsmuligheder bliver afgørende for om den kollektive trafik kan blive et brugbart alternativ. Hvis cykling skal udvikles som et alternativ til bilbenyttelse i Svendborg og lokalområderne, skal stinettet tænkes sammen med den øvrige infrastruktur og som en væsentlig, bestemmende faktor for hvordan byer organiseres. 

Cittaslow har fokus på at udvikle bæredygtige alternativer til privatbilismen. Derudover søger Cittaslow at skabe sansning og oplevelser undervejs i f. eks oplevelsesruter. Regnvand kan i stedet for at blive ledt væk i kloakker eksempelvis indgå som et nyt spændende element i byens rum. 

I den nye bydel Tankefuld er Cittaslow og bæredygtige trafikløsninger indtænkt fra starten. Her er en hurtig og nem opkobling på motorvejsnettet. Her er overvejelser om pendlerparkering, slowroads m.m. og man bevarer og omdanner de gamle små landeveje og jernbanetraceer med den særlige atmosfære og oplevelse, der knytter sig hertil.

Ved byomdannelse og byudvikling skal byens rum og pladser indrettes, så der indtænkes tilgængelighed for alle.

Her kan du læse mere om:  

 
Status

Vedtaget den 17. december 2013.

Se byrådets referat.