Kommuneplan 2009

Det sunde liv

I Svendborg betragter vi sundhed ud fra en bred tilgang, som beskrevet af WHO. Vi forstår sundhed som et positivt begreb, der lægger vægt på sociale og personlige ressourcer såvel som på fysiske evner. Sundhed er således et grundlag for det daglige liv – en ressource, og ikke livets formål. Se i øvrigt Svendborg Kommunes Sundhedspolitik.

De grundlæggende forudsætninger for et sundt liv er bl.a. bolig, uddannelse, mad, indkomst, muligheden for at opretholde en tilfredsstillende levefod.

I Svendborg Kommune lægger vi vægt på at skabe forudsætningerne for, at borgerne kan leve et sundt liv med mening – et liv med livskvalitet for hver enkelt borger.

I Svendborg Kommune har vi altid lagt vægt på bevægelse i form af idræt/sport, motion og leg som vigtige bestanddele i borgernes hverdag. Bevægelse er en væsentlig faktor for at kunne leve et sundt liv. I Svendborg by er byrummet for alle borgere, og byens rum fungerer som mødested og skal indbyde til bl.a. leg og aktivitet for alle. Se mere i Svendborg Kommunes Bevægelsespolitik og Idrætspolitik.

Definition på bevægelse

Når der er tale om det at bevæge sig anvendes ofte en række begreber som motion, bevægelse, idræt, sport, træning, fysisk aktivitet. 

I Svendborg Kommune bruger vi begrebet fysisk aktivitet som et udtryk for ”enhver kraft udført af skeletmuskulaturen, der resulterer i et energiforbrug over hvile”. Denne brede definition, der beskriver så godt som alle former for fysisk aktivitet, anvendes videnskabeligt og effekten af denne på sundheden er relativt velkendt.

Bevægelse anvendes som udtryk for aktivitet. I Svendborg Kommune skal bevægelse derfor forstås som al bevægelse der udføres med skeletmusklerne lige fra leg, cykling, sport, motion, styrketræning, fitness og hus- og havearbejde

[Fra Bevægelsespolitikken.]

Svendborg Kommune skal hele tiden udvikles, så vi skaber endnu bedre rammer for at leve et sundt og aktivt liv. Det sunde valg skal være det lette valg. Det handler bl.a. om, at arbejde for sammenhængende cykelmuligheder, så børn og forældre naturligt vælger cyklen til og fra skole og arbejde. Det handler om gode grønne rekreative arealer og muligheder for bevægelse i umiddelbar nærhed af boligen og om at skabe et inviterende byrum, hvor bevægelse bliver en selvfølgelighed. Klik herunder for at se, hvordan hensynet til sundhed indgår i kommuneplanen:

Svendborg er Cittaslow by. Det betyder, at vi satser på at styrke rammerne om ”det gode liv”. Derfor er der fokus på kvalitet og udvikling med omtanke. Det betyder, at vi skaber sammenhæng mellem kvalitet i livet og omgivelserne og livskvalitet. Læs mere om Cittaslow her.

 
Status

Vedtaget den 17. december 2013.

Se byrådets referat.